Om projektet

Formålet med MIPI projektet er at udvikle og afprøve metoder til at tilrettelægge og gennemføre produktudvikling ved inddragelse af produktionsmedarbejdere for dermed at fremme innovation. Produktudvikling er oftest forbeholdt ingeniører og specialister, mens nye ideer og relevant viden fra produktionen kun i meget begrænset omfang kendes eller bruges i udviklingsafdelingen, til trods for idékasser og lignende initiativer. Projektet har resulteret i forskningsartikler og konferencebidrag, samt 3 MIPI hæfter rettet til produktionsvirksomheder i erhvervslivet.

Formålet med MIPI hæfterne er at oplyse og hjælpe virksomheder med at benytte medarbejderinddragelse i produktinnovation. I hæfterne findes information, inspiration samt konkrete arbejdsmetoder til at initiere medarbejderinddragelse. Hæfterne er rettet imod ledelsen og projektledere i danske fremstillingsvirksomheder med egen produktudvikling.

 

MIPI projektet er gennemført af Ole Broberg, Anne Rose Vagn Jensen, Christian Schou Jensen fra Engineering Systems og Liv Gish fra DTU Management Engineering. Projektet er støttet af Industriens Fond og er udarbejdet i samarbejde case-virksomhederne Alfa Laval og Haas-Meincke, men også Novo Nordisk, Foss, Grundfos og Lån & Spar Bank har deltaget aktivt i projektet som best-practise cases.

De udviklede metoder bidrager til at fremme samarbejdet mellem udvikling og produktion, så idéer og viden fra produktionsmedarbejdere kan bidrage til produktinnovation.

Projektet er finansieret af Industriens Fond og blev skudt i gang 1. april 2014 og afsluttes 1 juli 2016

Se beskrivelsen af projektet på Industriens Fonds hjemmeside